Vi rejste ud for at finde hjem

I dag er det et år siden, at vi fløj fra Genève til København. One way ticket….og dermed vendes der endnu et blad i vores store eventyrbog.
Et blad vi har valgt at kalde 4. etape = det 4. sted, vi skal etablere os sammen siden 1989.

Jeg vil starte med at skrue tiden længere tilbage. Nemlig til søndag den 17. december 2017, dagen hvor vi tog den store beslutningen.
En mærkedag, vi helt sikkert vil fejre i fremtiden. Vi elsker at have sådanne dage plottet ind i kalenderen. Vi har efterhånden mange.

På denne skønne søndag lige før jul, havde vi en god lang snak. Vi har faktisk en gang om året taget den snak, om hvor er vi henne i vores liv. Ville vi blive her i Schweiz, flytte til et andet land eller retur til Danmark. Men denne gang var vi begge klar, klar til nye eventyr. Ordene kom hurtig til at stå i kø ”Vi glæder os faktisk” ”Kan ikke rigtig forstå det” ”Nu er tiden bare kommet” ”Hjem til vennerne” ”Hjem til familien” ”Ikke mere fransk”. Total optur… så bliver det ikke bedre.

Lige før nytåret lod vi bomben sprænge i Danmark. Vi sad med sommerfugle i maven, da vi trykkede på SEND knappen og beskeden fløj mod nord. Vores hjerter hoppede og dansede i den grad. Vi ville så gerne dele vores beslutning med andre.

Nu når vi havde taget denne store beslutning, måtte tiden godt gå hurtig.

Jobsøgning i Danmark

Flemming fik travlt foran computeren. Han fik sendt en hulens masse jobansøgninger rundt i hele Danmark. De første 14 dage i januar, skete der ikke en dyt.
Danmark skulle lige i gang efter en lang juleferie.

Sideløbende med at Flemming søgte job, gik vi også i gang med at smugkigge på boliger. Den ene dag fandt vi et drømmehus på Fyn, den anden dag var vi bosat i Nordjylland.
Men vi vidste jo ikke hvor i Danmark, Flemming ville få et job. Så vi drømte; og drømme har jo med at gå i opfyldelse, måske, så det var bare at vente og slå koldt vand i blodet.

Foran stod rigtig mange udfordringer allerede i kø. Denne gang ville vi ikke få hjælp af et bureau til at finde bolig, til at kontakte diverse myndigheder, til at guide og råde os.
Der blev lavet lister og lagt planer, så vi havde et overblik over hvad der ventede os. Der var helt sikkert mange ting, vi ikke havde tænkt på, men listen kunne nemt udvides.
Vi skulle nok få kabalen til at gå op.

I 6 uger holdt vi nærmest vejret. Flemming havde 4 jobsamtaler på en uge i slutningen af januar.
Han kom hjem om torsdagen og dagen efter om fredag den 26. januar blev kontrakten skrevet under. Jobsøgningen var nu en saga blot.

Vi kunne endelig puste ud, efter at have holdt vejret og levet i en boble.
Vi drak en masse bobler den aften, nød hver sin direktørsnegle og red på bølgen hele weekenden

Househunting

Da hverdagen igen trængte sig på, gik vi i gang med næste udfordring. Vi satte os foran computeren. Vi kunne nu begrænse vores boligsøgning og surfing på nettet til Holbæk og Odsherred i Vestsjælland. I Holbæk var der dog intet af interesse.

Vi fik lavet nye lister med dit, dut og dat. Vi blev helt skeløjet af at kigge på skærmen. Det var en fingerdans henover tasterne, hvor salgsopstillinger, tilstandsrapporter, indretninger og beliggenheder og alt muligt andet nøje blev læst, vendt og drejet. Billederne var taknemmelige og vi blev også meget overrasket, heldigvis positiv overrasket.

En velfortjent pause gjorde godt. For hold nu op, hvor blev vi trætte af at snakke, beslutte, kigge osv. osv. Vi tog ud på en lang vandretur, og vi blev enige om ikke at snakke om vores nye liv. Vi ville bare nyde naturen og hinanden. Det holdt vel i 10 min. så var vi begge langt væk fra Schweiz og retur i Danmark, og i gang med vores nye liv. Men det var nu også meget spændende.

 

Naturen var balsam for krop og sjæl, og da vi satte os ind i flyet den 13. februar, og rejste til København, var alle batterierne ladet op og kroppen fyldt med energi.

Flemming skulle dels arbejde i København og så skulle vi på househunting. Vi havde udvalgt 6 huse, vi skulle se på i løbet af onsdagen og torsdagen. Alle husene lå i en radius af ca. 30 km fra Holbæk, hvor Flemming skulle arbejde..

Og for at gøre en meget lang historie meget kort, så nåede vi kun at kigge på et hus. Det første hus vi så på, er det hus vi bor i dag, og som vi kan se os selv blive gamle i, vores lille oase.

Det var vores drømmehus, spritnyt med små fine detaljer. Ingen naboer på den anden side af væggen, ingen naboer ovenpå. Kun os to helt ude på landet, på en stille villavej, hvor der er natur så langt øjet rækker. Det var tæt på at være paradis.

Da vi satte os ind i flyveren – retur til Genève – fredag den 16. februar kunne vi hakke et punkt mere af. Vi havde fået skrevet under på en købsaftale, der var sat gang i en advokat, ejerskifteforsikring osv. osv. Følelserne sad lidt uden på tøjet, og vores mavefornemmelse havde det fantastisk godt.

 

Hvem skal flytte vores ting fra Schweiz til Danmark

Vi skulle også finde ud af, hvordan i alverden vi skulle få fragtet vores møbler og andet habengut til Danmark. Efter at have kontaktet et par udenlandske flyttefirmaer, som vi ikke følte os helt trygge ved, besluttede vi derfor at tage kontakt til Inter Express i Brøndby. Flemming greb knoglen og ringede. Vi måtte have gjort indtryk. Det var også Inter Express, der flyttede os fra Danmark til Schweiz i maj 2005. De kunne sagtens huske os. De ville hellere end gerne flytte os tilbage.

Ude godt, men hjemme bedst. Selvom 13 år – udenfor Danmarks grænser –  helt sikkert har været lærerige, inspirerende og eventyrlige, bliver det fantastisk at komme tilbage og “få fast dansk jord under fødderne”.

Vi snakker, lægger planer, laver budget og meget andet

Det var skønt at få sat flueben på vores to-move-liste. Vi fortsatte med at snakke, lægge planer, lave budget og meget meget mere. Det var jo ikke bare som at flytte fra et sted i Danmark til et andet sted. Tankerne stod i kø. Nattesøvnen blev spoleret. Det tærede på energien og presset.

Indimellem gav vi os selv lov til bare at bare kigge ud ad vinduet, læse en bog, se et TV-program, så hjernen og hjertet kunne slappe af. Tid til fordybelse og være til stede, så vi kunne være noget for hindanden. Af få tanket den mentale rygsæk op indimellem, var så vigtig i denne situation.

Opsigelse af lejlighed

Vi havde allerede opsagt vores lejemål af lejligheden i slutningen af januar med fraflytning den 30. april. Flemming skulle starte hos Pharmacosmos 1. maj og vi havde et sted at bo fra 23. marts.

Vores lejekontrakt udløb den 30. juni og eftersom vi havde 3 måneders opsigelse, kunne vi risikere at skulle betale 2 måneders husleje, hvis der ikke blev fundet en ny lejer. Lejeren skulle vi selv sørge for at finde. Udlejningsfirmaet løftede ikke en finger. Sådan er det bare i Schweiz👎

Vi fik lavet en flot annonce og lagt den på Facebook samt på nettet a la den Blå Avis. I løbet af blot en uge havde der været 371 visninger på nettet. Ugen efter havde vi 6 fremvisninger. Der blev gjort rent et par gange på den uge. Der blev snakket en hulens masse fransk og engelsk, når vi gik rundt og viste frem i vores lejlighed og udenoms arealerne. Vi var totalt udkørte efter sådan en seance, især når der på en aften havde været 3 familier, der skulle vises rundt.

Den 15. marts kom den længe ventede e-mail fra udlejningsfirmaet. De havde nu endelig LANGT OM LÆNGE godkendt den lejer, vi havde fundet, og som meget gerne ville overtage vores lejlighed fra 1. maj = 2 måneders husleje sparet og penge ned i vores lomme. Vi havde opfyldt kravet om at finde et par, der var ”Solvable”, havde en god moral samt en god økonomi. Det var meget grænseoverskridende at skulle spørge folk, om deres økonomi m.m., hvilket det kræves i Schweiz.

Det var bare en glædens dag, en af de største, fordi vi 2 uger tidligere var blevet slået retur til start. Et par var sprunget fra i sidste øjeblik, og ville alligevel ikke overtage vores lejlighed. Vi skulle starte processen forfra med at finde kandidater. Det var næsten ikke til at overskue, så denne nyhed måtte bestemt fejres med bobler.

Nu skulle tiden bare gå… der var nu kun 5 uger til at vi skulle forlade Schweiz

!!! Ikke til at forstå !!!

At flytte hjemmefra – bare til Danmark

Vi gik i gang med at rydde op og smide ud. Fik solgt de sidste koncertbilletter, til koncerter som vi desværre ikke kunne opleve. En nem og effektiv proces, og midt i det hele fik vi købt en ny bil.

Til gengæld var der rigeligt at holde styr på ifm. med vores exit fra Schweiz. Det var en lettelse at få skrevet de officielle breve til hhv. kommunen, banker, posthus og forsikringer. Indimellem fik vi tilsendt vores journaler fra hhv. tandlæge, læge og hospital. I takt med dette fik vi opsagt en masse nyhedsbreve, som vi abonnerede på via nettet.

De franske gloser blev skiftet ud med de danske, og det gled som smør, når der skulle ringes eller skrives til told og skat, kommunen, tv og internetudbyder ogyou name-it. Hele vejen rundt i Danmark fik vi en helt fantastisk service og super god rådgivning.

Mit nye liv eller måske hverdag

Det at skulle sige farvel til mit job som hjemmegående, fantastisk natur, friheden og for ikke at glemme Flemmings korte distance til arbejdet og meget andet, var egentlig meget nemt med alle de ting vi havde i vente. Naturen var helt sikket det vi ville komme til at savne allermest.

Nu var turen kommet til at JEG skulle i gang med at finde et job. Det var så svært at komme i gang. Men sammen med en kop kaffe fandt fingrene tasterne, og der blev surfet en masse på diverse jobportaler indenfor kontor, handel og service. Jeg ville gerne arbejde på deltid, max. 3 dage om ugen. Puha en hård nød at knække. Det endte med, at jeg for alvor ville starte op med at søge job, når vi var havnet i Danmark. En jyde med begge fødder plantet på jorden finder altid et job.

I stedet kastede jeg mig over mit CV og ansøgning. Begge var fra 2001. En anden tid den gang og old School måde at skrive på. Så det var ikke copy/paste. Men efter et par dage og ved hjælp af mit netværk og Flemming, blev både CV og ansøgning opdateret til 2018.

Jeg kunne lige om lidt lægge mine franske lærebøger langt væk, som havde været min udfordring og tro følgesvend igennem 13 år.

Mange danskere prøver for en rum tid at leve i udlandet, for at få noget perspektiv på livet og opleve andre kulturer, som uden tvivl vil give en et boost på det personlige plan, i og med man lærer meget om sig selv ved at komme ud i nye omgivelser. Jeg kan sætte hak ved det hele. Jeg har været mega privilegeret, da jeg har gået hjemme, og været min egen chef, en tid jeg ikke ville være for uden.

Påskeferie i Asnæs

Lige før påske tog vi op på kommunen i St-Prex. En dag vi længe havde set frem til. Vi skulle nemlig have det famøse stempel på vores udrejsetilladelse. Dette dokument skulle senere sendes til alle vores officielle myndigheder i Schweiz.

Senere samme dag blev bilen pakket til bristepunktet med alt lige fra luftmadrasser til værktøjskassen. Navigatoren var kodet til vores nye adresse i Asnæs, og vi var ikke til at skyde igennem. Vi skulle på camping i vores total tomme hus i 10 dage. Fantastisk, så fedt og surrealistisk.

Der blev arbejdet igennem de fleste dage. Vi nåede også at holde lidt åbent hus. Vi fik bestilt gardiner, vi fik sat en del garderobeskabe op og meget andet.

Vi tog på opdagelse i den lokale Superbrugsen, ja nu skal der ikke købes lager med hjem fra Danmark af pålægschokolade, risengryn, makrel på dåse, flæskesvær, remoulade, lakrids, kulør og meget andet mere.

Løbeskoene blev indviet og solen blev også taget i brug på en interimistisk stol på terrassen.

 

 

Nedpakning

Da vi kom retur til St-Prex efter en lang påskeferie var det med blandede følelser. Vi elskede at være i St-Prex, og lige nu ville vi helst være i Asnæs. Heldigvis var der blot 2 uger til, at vi kunne sige helt au revoir til Schweiz.

Mens solen stod højt på himlen her sydpå, fik vi gjort vores 2 terrasser skinnende rene. Vinduer, udendørs persienner og fliser fik den helt store tur. Alt skulle bare være skinnede rent, når vi skulle aflevere lejligheden. Indenfor skulle alle huller spartles. Vi havde sågar bestilt rengøring. Lejligheden skulle nærmest fremstå som hel ny. Kravene er større end i Danmark.

Tirsdag den 17. april kom flyttebilen inkl. hænger og 2 flyttefolk. Vi havde sørget for at tage alle billeder, lamper og lignende ned, så det var nemt for flyttefolkene bare at pakke ALT i kasser. ”Bare” var ikke let, alt skulle jo pakkes forsvarligt ind og flettes ind i hinanden i flyttekasserne, og dernæst stables i den store flyttebil. Vi skulle sådan set ikke lave noget. Vi havde betalt os fra det, og hvis forsikringen skulle dække, så måtte der ikke kunne sættes en finger på, at vi havde hjulpet, hvis noget gik i stykker undervejs. Vi hjalp dog lidt alligevel. Tøj, sko og lign kunne jo ikke gå i stykker.

Dagen efter om aftenen tog vi afsked med de 2 gutter. Flyttebilen var pakket til bristepunktet med mere end 120 flyttekasser og møbler, der var pakket godt og grunding ind i uldtæpper. De havde nærmest arbejdet i døgndrift og hold nu op, hvor var de effektive og top professionelle. Der kunne ikke sættes en finger på noget. Der var styr på alt og alle vores ting blev håndteret perfekt.

Betyder meget for os at flyttefirmaet har check på tingene.

Inter Express kan varmt anbefales.

Vi nåede lige ud på den sidste vandretur. St-Prex blev for evigt lagret på vores nethinder.

Fredag den 20. april en glædens og en sorgens dag

Vi fik stille og roligt taget afsked/sagt farvel til St-Prex og Schweiz. Vi nød den sidste morgenmad i lejligheden. Fik gennemgået og overdraget lejligheden til de nye lejer og sagt farvel til de nærmeste naboer/venner.

Efter en tur i banken, tog vi i Ferring, hvor Flemming fik afleveret firmabilen samt de sidste ting og lagt 16 år bag sig. Vi tog toget til lufthavnen. Det var kun naturen, der brød tavsheden mellem os, mens vi sugede landskabet til os. Kufferterne var fyldt op med minderige oplevelser, landet der var blevet smagt på og oplevet til fulde.

Vi havde kørt på autopiloten siden 17. december 2017. Det bliver skønt, at vi snart kan tale om hverdagsting igen, og komme tilbage til den trygge trummerum. Dansk ”24/7”.

I en restaurant i lufthavnen fik vi brugt de sidste schweiziske mønter på bobler. Tiden sneglede sig af sted og omkring 17.30 kunne vi gå mod gaten …..heldigvis var flyet mod København ikke forsinket.

At have et godt netværk er en stor del af at føle sig hjemme og vide

at der er personer, som vil hjælpe os, når vi har allermest brug for det.

  Af hjertet tak til vennerne og familien

 

Tanker fra en lænestol

Lige om lidt er det igen den 20. april. Et år med dansk jord under fødderne. Ikke til at forstå. Jeg sidder her i min lænestol med en kop kaffe og med benene oppe og kigger ud. I radioen – for lidt siden – spillede Michael Falck “I et land uden høje bjerge”. Der mangler bare en knitrende pejs for at fuldende billedet.

Vi har været bosiddende her i Asnæs i et år. Her er højt til himlen, og langt til horisonten og med den skønneste natur lige udenfor vores vinduer. Odsherred er i den grad den danske riviera.

Vi har vænnet os til vestenvinden. Bjergene er erstattet af det kuperede terræn, og på markerne er det ikke vinstokke vi ser, men de danske køer og grise. Dansk natur kan noget, som udlandet ikke kan, og den er blevet afprøvet talrige gange med vandreskoene på.

VORES DRØM ER GÅET I OPFYLDESE

Vores rutiner og den daglige trummerum er igen kommet på rette hylde. Tingene i haven er godt i gang med at spire. Det er helt fantastisk at være så tæt på vennerne og familien.

Vi har begge fuld fart på vores jobs. Min karrier blev vendt på hovedet. Gik fra sekretær til at starte i Skoringen i Holbæk som ”studentermedhjælper” blot 1,5 måneder efter, at vi var kommet til Danmark. Mine utallige udfordringer med at sælge sko til familien Danmark bliver stille og roligt til erfaringer, og jeg ville ikke bytte skohylderne ud med at sidde bag en skærm dagen lang.

 

 

Disse billedbøger har en stor plads i vores bogreol. Bøger fyldt med minder og fantastiske oplevelser rundt i Schweiz, landet vi intet kendte til for 14 år siden.

 

Vi er alle i samme båd rundt omkring i verden med et bankende DANSK hjerte.

Nu er vores vendt hjem til vort fædreland.

 

Lev din drøm ud, hvad end du drømmer om.

Vi lever kun en gang.

 

 

Når rejsen ender, starter minderne

Tak fordi du læste med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *